Lille Lone II

Team Trouthunter

En dag med Jens Bursell fra Fisk og Fri


Vi startede tidligt

Vi startede kl. 07:00 om morgenen, hvor vi skulle mødes på havnen, Jens Bursell fra Fisk og Fri var sent på den, men ikke nok med det så var min kammerat fra Team Trouthunter Thomas "fish on" Andersen også sent på den, så kl. 07:15 stod jeg alene på havnen og min nervøsitet steg drastisk, jeg havde nemlig været så dum at google Jens Bursell fra Fisk og Fri aftenen før og han er en svær mand at imponere. Hans største fisk er på over 100 kg.


Der var dog ingen grund til at være nervøs

Jens og Thomas mødte op og vi var hurtigt ude af havnen, vi sejlede direkte til vores ynglings plads, hvor vi ved der er sikker fisk. Det blæste en del og vi blev svinget noget rundt i båden, men vi gav det et forsøg. Vi fangede hurtigt den første havørred og Thomas og jeg så på hinanden og tænkte, det bliver en god dag.

Vinden blev mere og mere kraftig og vi følte os nødsaget til at rykke væk fra vores baghave og sejle mod en mere uvant plads i fjorden. Her skete der ikke det store, men vi fik da en 4-5 havørreder. Heldet var med os, ved middags tid stilnede vinden af og vi kunne sejle mod vores super plads igen.


Havørred nr. 99 for sæsonnen

Efter vi kom tilbage til det sted vi kender bedst, så tog det fart, vi fandt den ene stime efter den anden og der var næsten hele tiden flex på en af stængerne. Efter nogen tid dødede det dog fuldstændigt og vi beslutted os for at sejle i havn. På turen rundede vi havørred nr. 99 for sæsonnen og jeg skulle da lyve, hvis jeg sagde at jeg ikke meget gerne ville have haft nr. 100. Men det er nu alligevel svært at brokke sig når man er ude at fisk med Jens Bursell fra Fisk og Fri og have fanget 23 havørreder og 15 hornfisk. Tror nu alligevel han var lidt imponeret over Roskilde fjord og Team Trouthunter.


Dagens største

Taget af Kaptajnen lige for næsen af legenden Jens Bursell


1000 tak for hjælpen Thomas "fish on" Andersen


Læs hele artiklen her

FEM HOTSPOTS:

HAVØRRED I ROSKILDE FJORD – NORD

Den nordlige del af Roskilde Fjord fra Frederikssund til Frederiksværk byder på et eminent havørredfiskeri – især forår og efterår. Her får du nogle af de bedste pladser serveret af den lokale ekspert – Jacob Madsen.

Af Jens Bursell

FORÅRSSOLEN BLINKER i bølgerne. I baggrunden kan man se de flotte strandenge og den bagvedliggende del af Nordskoven, hvor to af Danmarks ældste træer – Storkeegen og Kongeegen, knejser i den tindrende blå aprilluft.

Forventningerne er tårnhøje, da vi stævner ud i Jacobs båd ”Lille Lone II” fra Frederiksværk Havn – med hans ven Thomas Andersen afslappet henslængt i stævnen i den mest solnyderagtige position man kan forestille sig. 

Blot fem minutters sejlads i nordvestlige retning fra havnen stopper vi et superfedt område, hvor et plateau med blandet bund, sten og ålegræsbælter skråner langsomt ud mod lidt dybere vand. – Her - og på et par andre pladser i nærheden - på 1-1,5 meter vand, havde vi et fantastisk fiskeri sidste år, fortæller Jacob. – I alt fik vi i løbet af foråret 141 flotte sølvblanke ørreder i båden, så det var virkeligt et underholdende fiskeri. 

JAKOB monterer sin yndlingsgennemløber – en D360 på linen og sender den til havs. – Netop her, hvor det begynder at skråne, er der rigtig godt, proklamerer Jacob, men han når knapt nok at færdiggøre sætningen før der er hug. – Horn eller havørred, griner Thomas, inden han har taget et par omdrejninger på hjulet. Spørgsmålet viser sig dog hurtigt overflødigt i det en fin ørred på lidt omkring 50 centimeter hopper ud af vandet og splintrer toppen af de små bølger i en sky af vanddråber.

Fisken tager godt ved – men inden længe overgiver den sig og glider ind over nettet, der venter ved bådsiden. – Så kører vi, griner han idet fisken klasker i dørken og gennemløberen ryger direkte retur, hvor den kom fra. Thomas får også en ørred – og ikke længer efter er der også bud efter min Snurrebasse. Vi er knapt nok startet, og der er allerede et par fine havørred i båden. Det skal nok blive godt.

  • Horn råber Jacob pludselig – og ude til høje kan vi se de karakteristiske næb og rygge i overfladen. Der går selvfølgelig ikke længe, inden hornfiskene blander sig i fangsterne, og selvom den langnæbbede er en kærkommen forårsbebuder, så vælger vi alligevel at fortrække til en ny plads, hvor der forhåbentlig er flere ørred og måske færre horn.

TUREN GÅR SYDPÅ. Vinden er taget til, og selvom det er forår, er det blevet hen og blevet lidt halvkøligt. Jægerspris siden ligger i læ – og det er lokkende for et gæng lystfiskere, der godt lige kan bruge lidt sol og følelsen af, at vinteren faktisk bør være et helt og aldeles overstået kapitel.

Som sagt – så gjort. Der er godt med bovsprøjt omkring stævnne på turen over fjorden, men inden længe mærker vi, at vinden aftager, og vandet bliver meget mere roligt. Her ovre i læ af Norskoven er der en nærmes paradisisk forårsstemning. Solen bager, lærkerne triller over strandengen og musvitterne sender deres optimistiske forårs titifyyy ud over landskabet med en livsbekræftende styrke, der får de kolde fingre til at tø op på nannosekunder. Det her er livet.

Helt omme bag Dyrnæsdæmningen er der blik stille, og selvom det måske er mere oplagt på vindsiden, går der lidt komfortabel badestemning i den. Allerede i andet drev ned langs med nogle mørke pletter tæt på land får jeg et godt hug fra en fin fjordørred på cirka en meter vand – lige i overgangen mellem det lyse og det mørke. Mere klassisk kan det ikke blive.

FISKEN tager godt ved og kæmper super godt i vandet, der stadig er temmelig køligt. Jeg har heldigvis taget min lette fjordstang med, så der er fuld valuta for pengene, idet fisken tonser rundt omkring båden, så man kan man se den lynende blanke bredside glimte i vandet. Men også denne fisk bliver træt og inden læge glimter dens sølvskæl om kap med solen, man den ligger på dørken. Horn råber Thomas igen oppe fra stævnen og lander endnu en balletdanser. Det er i sandhed forår i fjorden.

  • HAVØRREDFISKERIET i den nordlige del af Roskilde Fjord er overraskende godt, griner Jacob, der har dyrket det en hel del fra sin nye båd, som han fik havneplads til i Frederiksværk i 2013. – Jeg var så heldig, at der var en plads med det samme, så jeg slog til. Og det har jeg ikke fortrudt. Jeg bor lige i nærheden, og båden er klar ved kajen, kan man så let som ingenting tage sig en masse af de små smutture, som der alt for ofte kun bliver tid til i en travl hverdag. Og det har virkelig givet bonus. I starten fiskede jeg mest alene, men efter at alle mine venner og min kone fik nys om mængderne af sølvtøj, er det efterhånden temmelig ofte, at jeg har folk med om bord, smiler han og vender snuden hjem mod Frederikværk.

 

  • MINE HOTSPOTS i fjorden tæller grundlæggende fem områder, som du roligt kan dele med Fisk & Fris læsere, afslører han, mens han giver båden gas så den karakteristiske silhuet fra stålvalseværket bliver større og større.

DEN SPANSKE VILLA ligger som antydet cirka en kilometer vest for havnen, hvor et lille plateau skyder sig ud i fjorden. Området er tydeligt at se på et luftfoto, og villaen er meget karakteristisk med sin svalegang med bærende rundbuekonstruktioner. Her er 8-9 hektar lækre kanter med blandet bund, der gradvist går fra 1-1,5 meter og ud mod lidt dybere vand. Vi er magelighedsfiskere – og fisker generelt alle pladser i fralandsvind, hvor vi simpelthen driver hen over de gode områder. Er der action et sted ankrer vi op her, og gennemfisker spottet mere grundigt, indtil fiskeriet dør ud og vi søger videre. Og det har givet os masser af fisk under de fleste forhold. .

BUGTERNE VED DYRNÆSMOLEN. Her kan være rigtigt godt både forår og efterår, hvis fiskene ofte tager ophold i langs molen, hvor de ligesom stoppe op og cruiser lidt rundt – enten på deres vej ind eller ud af fjorden. Igen er det typiske områderne med tang, ålegræs og overgangen mellem det mørke og de lyse sand områder, der ofte producerer fisk. 

ØSTSKRÆNTEN AF SEJLRENDEN. Her er det især overfor Dyrnæsmolen, hvor fiskene skal passere en snæver passage på deres vandring ind og ud af fjorden, at fiskeriet kan være særligt godt. Det kan nås fra land efter en temmelig lang vadetur på 5-600 meter i knædybt vand, hvorfra man så kaster ud over og på langs af skrænterne ud imod dybere vand.

SYD FOR HAVNEN i Frederiksværk – tre-fire hundrede meter ned er der også nogle skrænter ud imod dybere vand, som af og til kan give rigtig godt. Herfra kan man så affiske kanten ud mod dybere vand hele vejen ned tin indsnævringen ved Dyrnæs. Der er 5-6 kilometer perfekt kant, som bare venter på at blive affiske af dig…

FREDERIKSVÆRK HAVN er en kendt vinterplads, hvor mange havørreder tager ophold på grund af det ferske vand fra Arresø Kanal og Arrenakke Å, som løber ud direkte i havnen. Det er især fra den lange smalle midtermole, at der bliver fisket i de to langstrakte bassiner. Sydsvesthjørnet og vestsiden af kanten ved Stålvalseværket har en meget spændende bund med mange store sten – og her kan der være en hel del havørreder. Det er ikke tilladt at fiske fra land her, så pladsen er kun tilgængelige fra flydering, kajak eller båd, slutter Jacob, der allerede nu ser frem til et fantastisk forår i den nordlige del af Roskilde Fjord.

BOX

Jacobs favoritgrej

  • Mit favoritgrej er min Shimano Speedmaster på 9 fod og 10-30 grams kastevægt, fortæller Jacob. - Hjulet, som er et Shimano Stradic 2500  er fyldt med 0,18 fletline. Mit yndlingsblink, som jeg bruger næste hele tiden i fjorden er D360 i 18 gram. Det er især farverne rød/sort og sølv, der kører for mig i Roskilde Fjord. Hansen Stripper i 15 grams hvid fisker også godt, slutter han.